Mine hænder er ru, og
mere end papiret
Det blev sagt før jeg
blev.
Så gammelt var det
forsigtige smil, som dansede på spøgelsestæer over min sarte brandert og det
blev 1000 år yngre, fordi det ikke turde andet
Og det var iklædt prætentiøsiteter,
som kakofoni, for du skulle ikke se mig
Det var aldrig meningen
Jeg var væk før vi mødtes
Og jeg var grim når jeg
forvrængede mit køn i grimasser uden at kny
Men jeg snød og bragte
skam på mine læber og ord der kun er i luftlommerne i dit hår
Så nu
Kan du puste håret væk
fra din egen nakke når du snakker i almindeligheder og tegne nøgne karikaturer
af min krop
Tegne på sandpapir efter
luftkastelliske modelkonstellationer og samvære med dem
Hvis du da er nået
dertil, hvor du gør verber af substantiver
Hvis du da er så rå
Ingen kommentarer:
Send en kommentar