30. juli 2015

#TBT: Vreden skriger

Vreden skriger
og bliver,
og dette er noget så frustrerende,
ikke hørt.

Vreden skriger:
du vander aldrig dine planter
du er alt
der er galt med denne verden

28. juli 2015

Bar



Når noget er bart
betyder det at du kan gøre den første halvdel af ordet
i mod det
Jeg er sårbar og
derfor kan du såre mig
Min computer er bærbar og
derfor kan du bære den
Mine fremtidsplaner er uholdbare og
derfor kan du uholde dem
Min frugt er rabarber og
derfor kan du rabe den
Et muldyr er ufrugtbart og
derfor kan du ufrugte den
Mit slik er marsbar og
derfor kan du marse den
Mine smykker er kostbare og
derfor kan du koste dem
G-bar er en bøssebar og
derfor kan du bøsse den
Kærlighed er udefinérbar og
derfor kan du udefinere den
Min poesi er mærkbar og
derfor kan du mærke den.

25. juli 2015

Brændemærket

Jeg har bare brændt mig og
du kan godt lide mig brændemærket
ville ønske at det var dit navn på min undermave
og ikke min finger på en gryde
ville dog også ønske
at jeg ikke whinede så meget
Du vil bare eje mig
ha' mig

Du beder mig holde din hånd og
klemme dig
så jeg kan glemme smerten
Det minder mig om en fødselsstue
om at give liv til noget pinefuldt
Det er derfor man skal klemme
indtil det gør ondt
på dig
Bare rolig,
tænker jeg,
jeg skal nok såre dig
en dag

23. juli 2015

Det flygtige

Jeg sænker tiden og
dvæler ved de ting jeg siger,
som jeg ikke mener i morgen
ved øjeblikket regnen lander på mit ansigt
inden det bare er vand

Hvem bryder sig overhovedet om varighed
om at vide
når intet passer på den drøm jeg havde
når det så ud til at passe engang
og man kan bo i den følelse

22. juli 2015

Det går ikke op

Du bevæger dig langsomt
som fem mænd, der ligger på langs og holder i hinandens ankler, mens den forreste forsøger at gå tilbage til en ex
Du kommer aldrig videre,
du er en cirkel, som går i ring om sig selv
en tyrefægter, der danser med sin røde kappe uden at sætte dødsstødet ind
Du lytter stadig til mine absurd søgte sammenligninger

Jeg sammenligner stadig alt med dig

15. juli 2015

Medina / Westergaard / Buttenschøn

Jeg håber du er en som
indser at
d e t  h e r
umuligt kan være godt for nogen af os
en som, ligesom mig,
er mere forvirret end nogensinde før
Jeg håber du fortsætter med at kysse mig
som var det koreograferet ind i din rygrad
som var dine læber mere hjemme på mine
Baby, er du en som
ved hvad du gør
ved mig?
Jeg håber du får nye babes
Jeg håber du får dårlig sex og one-night stands

14. juli 2015

Monster

Jeg kunne tegne din mave som et monster
Dine brystvorter skulle være øjnene og
folden ved din navle dens mund
Af tegneredskaber skal jeg bruge:
aftenen, der blev til en forlænget weekend
dagene, der smeltede sammen i dine omfavnelser
mine støn i din mund, der tog vejret fra dig

Jeg kunne vise dig tegningen, og
du ville se at din røvs smilehuller er nuttede
Men jeg har ikke besluttet mig for
hvordan du ser ud
Hver gang du vender dig er du en fremmed

9. juli 2015

#TBT: Nedfaldsblade

Alle de mennesker,
alle mennesker
ser slet ikke hvordan
bladende falder fra et træ, der ligner himlen
Det regner røde og gule blade
og der er alt for mange mennesker,
der bare bliver våde og
ingen der hører mig sige:
helle for at stå her, til verden forsvinder
at tænke tanken til ende og ikke være mere
end mit åndedrag
helle for at gå med spøgelsesben henover spindelvæv
helle for at finde den astrale legeplads
hvor bladene lander

Det var et virrende, sidste ønske
at være en af os
at falde med os
falde ned fra træer
vi for længst var holdt op med at klatre i
Bare træer, bare tæer, bare kroppe
Alle mennesker er nøgne
og ingen tager sig den frihed ikke at eksistere
blandt alle disse
fremmede
der har deres ansigter skjult bag nedfaldsblade,
der har deres hænder i lommerne
eller ivrigt flyvende over en mobils tastatur
eller hvilende i deres kærestes hånd
men ingen rører ved mig
ingen tør
for jeg står udenfor
gengiver det hele
gengiver
alle de mennesker

alle mennesker

der er alt for mange og
jeg havde helt glemt, at jeg også er her

6. juli 2015

Skævvridning

Jeg vil ikke være et passivt bolledyr
i dag er jeg en independent woman
på tinder
Nu
når jeg sidder overskrævs på et mandeskød
skødesløst
for mit skød er ikke mit eget
det er smøger og skodder
det er brugt
og alting pulserer
skælver
Der findes en tid fra før
som flyder over fra alle rystelserne
spilder
pletter på alting
det gør det til en skæv tid
at være i mit skræv

Blanke øjne

En indsigt i sprogbrug:
Blanke øjne er ikke mælkehvide og reflekterende men næsten
grædende
En indsigt foranlediget af:
en nyhedsvært, der kaldte Helle Thornings øjne blanke, da hun overgav formandskabet til Mette Frederiksen. 

Og så tænker jeg på dig
Hvordan saltvandet lå som en film over dine øjne
Hvordan du tørrede det væk med én hånd,
tommel over det ene øje, pege over det andet
Hvordan jeg både havde lyst til at omfavne dig og smide dig ud af min seng
men aldrig beskrive dine øjne som blanke
døde ting i dit ansigt

2. juli 2015

#TBT: Udsøgt

Du er så lille og nøgen du
ved ingenting
Prøv at finde den stjerne på himlen
der har set det hele

Prøv at finde det legeme på himlen
der ligner dig mest
Det er større end dig
som din skygge når dagen skumrer

Og små planeter kan ikke have en atmosfære
det er for flygtigt for dem

1. juli 2015

Hvad er det nu?

Det er det tilhørsforhold jeg har med fremmede
når vi står i den samme kø i Netto
eller venter på grønt ved det samme kryds
når vi har noget s a m m e n
Det er skuffelsen når indkøbene er færdige og livet egentlig er ret meget det samme
når de fremmede kører en anden vej og jeg fortsætter ligeud
Bare fortsætter

Det er at hæve penge for at spare
at føle sig som Grækenland
Og så få en regning fra DR Licens
Det er at købe en ny bikini alligevel
Bare fortsætte
at føle sig ovenpå
føle sig bedre end et helt land