8. marts 2016

Danonino-digt

Smagen af forbudt barndom
var på tilbud
i kiwi
så vi købte 3 og
byggede en hule af tæpper under bordet
hvor regninger og lån og gæld
ikke kan trænge ind
for de kender ikke kodeordet

Jeg spørger hvorfor alting handler om penge nu
selv barndommen på tilbud
Du siger det er fordi vi ikke har dem
og hvis vi ikke havde kærlighed
ville alt handle om kys og sex og ømme blikke
Men vi kan ikke leve af
kærlighed og kildevand og danonino
Vi kan ikke bo under et bord
vi skal flytte sammen snart
vi skal betale indskud sammen snart
vi skal købe møbler sammen snart
vi skal være voksne sammen snart
og voksne synes danonino er mere slik
end yoghurt

1 kommentar: